Meld dig ind i dag 1 års medlemskab inkl. 1 bilsyn 649 kr.

El og gas i campingvognen

Gas er en vigtig ingrediens til campingferien

Når du skal på campingferie er el og gas vigtige ingredienser. Se her hvad du skal vide om el og gas i campingvognen.

Gas i campingvognen

Der var engang, hvor det gav enhver campist nervøse trækninger og grå hår, hvis han i udlandet skulle have byttet sin tomme gasflaske ud med en ny. Heldigvis er det i dag blevet langt nemmere, så du behøver ikke længere bekymre dig helt så meget om at løbe tør for gas på campingferien.

Du skal dog stadig være opmærksom på, hvilken type ventil og tilslutninger, de enkelte lande har. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at medbringe en anden type regulator, end den du normalt benytter, men du kan f.eks. også montere en ekstra regulator, så det er muligt at anvende to forskellige gasflasker. Der findes forskellige omformersæt, så du har mulighed for at tilkoble de mange forskellige europæiske gasflasker. Blandt andet Primagaz har udviklet en Euro-gasflaske, som du kan bytte om til, inden turen starter. Du kan rådføre dig om dette hos din campingforhandler.

LÆS MERE: Euro gas regulator hos Primagaz (obs. eksternt link)

Tag gassen med hjemmefra

Vil du gerne undgå at skulle sætte dig ind i andre landes gasudstyr, så kan du også vælge at medbringe gassen hjemmefra. Det kan sagtens lade sig gøre til en tre ugers ferie. FDM anbefaler dog, at du beregner, hvor meget gas du forventer at bruge. Nogle af de spørgsmål du skal stille dig selv er: skal der bruges gas til varme, madlavning, køleskab eller lignende? Går turen sydpå eller nordpå, og vil det være sommer eller vinter temperaturer. Du kan evt. teste forbruget herhjemme på korte ture, beregne forbruget og gange det op med antal dage, du skal være på ferie. Du må dog højst medbringe 2 stk. 11 kg gasflasker ad gangen i campingvognen. På nogle campingpladser du i øvrigt også blive koblet til en gashane og så betale for dit forbrug. Undersøg hjemmefra, om det er en mulighed.

 

 

Sikkerhed og gas

Under kørsel er det hensigtsmæssigt at slukke for gaskøleskab og gasvarmer. Der er ikke forbud mod at have det tændt under kørsel, men nogle steder er det forbudt at have tændt for gas. Det gælder f.eks. på tankstationer, garager, på færger, ved færgelejer mv. Hvis du ønsker at køre med gassen tændt findes der forskellige typer af regulator, som er udviklet til kørsel, blandt andet med indbygget crashsensor.

LÆS MERE : Regulator til kørsel hos TRUMA (obs eksternt link)

Generelt bør du omgå gas med omtanke og følge nogle basale regler for ikke at komme galt af sted:

  • Hold gasbrændere og anden åben ild væk fra teltdug mv.
  • Vær opmærksom på, at slanger og slangeforbindelser er i god stand.
  • Anbring aldrig gasflasken i stærk sol pga. risikoen for eksplosion.
  • Luk altid af for hovedafbryderen på flasken, når den ikke bruges.

Der er ikke krav om, at campingvognens gasanlæg skal efterses jævnligt, men FDM og Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at anlægget bliver kontrolleret minimum hvert andet år. Kontrollen skal foretages af godkendte campingforhandlere eller autoriseret VVS-installatør. Det kan betale sig at være ude i god tid, da der op til påske- og sommerferie kan forekomme ventetid.

LÆS MERE: Derfor skal din campingvogn gas- og fugttestes

LÆS MERE: Sikkerhedsstyrelsens folder: sikker omgang med flaskegas (obs. ekstern link):

LÆS MERE: Sikkerhedsstyrelsen: flaskegas for campister (obs. eksternt link)

LÆS MERE: Sikker transport af camping flaskegas

El i campingvognen

El er ikke ufarligt, og det er ejerens ansvar, at elinstallationen i campingvognen er i lovlig og forsvarlig stand. I dag er der oftest flere elektriske forbrugere i campingvognen, og det stiller større krav til det elektriske anlæg.

Mange steder er el standardiseret, og de fleste campingpladser anvender de blå CEE-stik og kræver, at du har et gummikabel med, som er godkendt til udendørsbrug. Kablet skal være minimum 25 m langt med en ledningsstørrelse på 2,5 mm2 godkendt til 16 Amp.

LÆS MERE: Oversigt over el og stik i udlandet (obs. eksternt link)

På de fleste campingpladsers hjemmesider kan du se hvilke elstik, der findes på pladsen. Såfremt de danske stik ikke passer, kan du som regel købe eller leje adaptere på selve campingpladsen. Det anbefales dog under alle omstændigheder selv at have flere stik med og evt. et sæt med adaptere.
Vær også opmærksom på at gældende sikkerhedsregler for forlængerkabler skal overholdes.

FDM anbefaler om camping og campingferie

 

Køb dit campingudstyr i FDMs netbutik

Læs flere gode råd til campingferien

Find campingplads i Europa